Lektørudtalelse

Forfatter: Jytte Bræmer

Anvendelse/målgruppe/niveau

Letlæsningsbog for unge og voksne

Beskrivelse

9. klasse er på lejrskole i Norge og interesserer sig mere for fest end for friluftsliv og lange vandreture. Den mandlige lærer, Henning, indgår en aftale med pigen Nanna om, at hun skal fingere en forsvinden. Henning har den bagtanke, at klassen på den måde kommer ud på en længere vandretur i deres eftersøgning af Nanna. En lille spøg, der udvikler sig til grusom alvor, da alt ikke går som planlagt. Trods bogens sparsomme omfang, lykkes det at opbygge en spænding, der rækker langt udover, hvad man normalt ser indenfor genren. Der er meget moralsk gods at diskutere bagefter i en eventuel klassesammenhæng. Bogen er på et så højt sprogligt og spændingsmæssigt niveau, at den sagtens kan stå alene og fungere som et absolut godt bud på "frilæsning". Der er ikke noget brugs- og undervisningspræg over bogen. Ét af de bedste bud indenfor genren, jeg længe har set. Den udkommer i serien Læselyst, og er som de andre sat i et overskueligt layout med enkelte orddelinger og korte og overskuelige afsnit. Bogen er indtalt på medfølgende cd

Sammenligning

Bogen er nr. 25 i Læselyst-serien, som er af variende kvalitet. Dette er et af de bedste bud til dato

Samlet konklusion

En vellykket spændingsbog for læsesvage unge og voksne