Lektørudtalelse

Forfatter: Michael Olsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Frode Z. Olsens bog København - Bagdad henvender sig til læsere af spændingsbøger uden alt for meget action. Men på grund af temaet om Irak-krigen så vil det nok primært være mænd, der tager bogen med hjem

Beskrivelse

Året er 2005, og livet går sin vante gang på station 2 i St. Kongensgade. Men politireformen lurer og en mystisk sag volder politiet problemer: Tre amerikanere fra koalitionsstyrkerne i Irak, er blevet anholdt i en københavnsk lejlighed, hvor en iraker tilsyneladende er hoppet eller kastet ud fra altanen og derfor er livsfarligt kvæstet. Sagen trækker tråde tilbage til Irak og kriminalinspektør Arne Bellmann får ved et tilfælde mulighed for at tage til Bagdad for at rede trådene ud. Bogens gennemgående personer skiftes til at berette historien i jeg-form, hvilket godt kan virke lidt forvirrende, men deres navn er nævnt først i kapitlet, og fortællestilen varierer også fra person til person. Bogen er godt skrevet og man er underholdt, men spændingskurven er ikke særlig høj. Forfatteren har selv tidligere arbejdet som politirådgiver i Irak

Sammenligning

Med udgangspunkt i springet imellem det hjemlige politiarbejde og hovedpersonens rejse til Irak i embeds medfør, vil læsere af denne bog måske også synes om Jens Henrik Jensens bog Økseskibet

Samlet konklusion

København - Bagdad er en udmærket skrevet spændingsroman, hvor man som læser er glimrende underholdt. Bogen er uden voldsom action, så pulsen kommer ikke højt op undervejs. Men som lidt tilbagelænet politiroman fungerer den godt