Lektørudtalelse

Forfatter: Jørgen Bartholdy

Anvendelse/målgruppe/niveau

Det er det brede Da Vinci segment, der her får yderligere en historie om jagten på et ældgammelt dokument, som måske kan ændre menneskehedens historie

Beskrivelse

Det er som titlen siger denne gang forsvundne profetier fra Nostradamus, der jagtes af både en redelig journalist og Nostradamus ekspert og en superhemmelig loge. Adam Sabir er fransk/amerikansk journalist med for stor en del af karrieren bag sig. Han tilbydes nogle ukendte profetier af Nostradamus af en sigøjner, men inden får fat i dem, finder han sig jaget af både politi og en ond logebroder. Sammen med et par unge sigøjnere fortsætter han jagten på dokumenterne, og undervejs lærer han en del om sigøjnernes liv, kultur og vilkår. Sprogligt skriver Reading et niveau over Brown, og hans person- og miljøbeskrivelser er heller ikke helt så forudsigelige. Til gengæld lykkes det ikke helt for ham at etablere fornemmelsen af gåde, og det er i høj grad det genren lever på. Lay out og især forside er i lige så nøje overensstemmelse med genrens normer som titlen, så bogen skal nok finde sine læsere

Sammenligning

En god bog i samme genre som Da Vinci mysteriet, som glimrer ved et relativt godt sprog og et lidt anderledes miljø. Det er Readings første bog på dansk

Samlet konklusion

Endnu en bog, der henvender sig til læsere af Dan Brown. Bogen er velskrevet og velresearchet, men selve optrævlingen af gåden står svagere end hos Brown