Lektørudtalelse
Anvendelse/målgruppe/niveau
Selvom bogen har unge som hovedpersoner, er bogen ikke en udpræget ungdomsroman. Det er en udviklingsroman, som også vil finde læsere, der er ældre end bogens hovedpersoner
Beskrivelse
7 unge studerende, 3 mænd og 4 kvinder, tager på efterårsferie på den lille vadehavsø Mandø. Dagene fordrives med druk, små intriger og magtkampe. På dette øde sted søger de unge grænser og udfordrer fx tidevandet til russisk roulette ved at gå det i møde uden at vide, hvornår det kommer ind. Maja, som er den eneste, der er single, indleder et forhold til den uskyldige kristne Claus, som har boet på Mandø hele sit liv. Bogen er en fortælling om de 8 dage på en lille ø, hvor personerne gennemgår en udvikling og på mere end en måde mister deres uskyld. Fortælleren skifter iblandt de 7 feriegæster og den fastboende Claus, og hver dag fortælles af 2 personer. Den skiftende fortæller fungerer rigtig godt og giver et nuanceret billede af gruppen og dens interne dynamik. Norske Kjersti Vik har hovedfag i litteraturvidenskab og har været litteraturanmelder. Dette er hendes debutroman
Sammenligning
Er I der? : en facebookroman, 2010 er også en ungdomsroman med skiftende fortællere. Dog er personernes indlæg meget kortere og skifter derfor hyppigere
Samlet konklusion
En velkomponeret roman om ungdommen, uskyldstab og det at finde mening med et liv, der har så mange muligheder