Lektørudtalelse

Forfatter: Per Drustrup Larsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Målgruppen er læsere af spændingsbøger - og der er mange både bøger og folk i målgruppen. For- og bagside formidler bogen udmærket

Beskrivelse

Efter 3 bøger i samme genre med udgangspunkt i Afrika og med danske Dan Borre som hovedperson, er denne bog med den NGO-ansatte Vicki Salling fra Lemvig i centrum. Hun arbejder for naturbevaring på Madagaskar, hvor også lokale forbrydergrupper jagter ædelsten i undergrunden, og et internationalt medicinalfirma arbejder på at udvikle ny medicin ud fra planter på øen, så der er masser af penge på spil foruden magtkampe på alle niveauer. Historien fortælles kronologisk med fokus på skift mellem de 3 aktører, hvis veje og klinger krydses, og såvel vold som kærlighed opstår, før en voldsom cyklon får det hele til at ramle sammen. Bogen er med mange detaljer og flere vinkler, og historien fortælles så langsomt/grundigt, at jeg mistede fokus, drive og interesse på vej gennem de mange sider

Sammenligning

Bogen ligner Larsons 3 tidligere en del mht. geografi, miljøpolitik, minedrift og internationale vinkler, men de er alle mere spændende og strammere komponerede. Der er også mange andre og bedre spændingsbøger

Samlet konklusion

Spændingsbog og international thriller med en dansker som en af hovedpersonerne og med mange konflikter i forbindelse med emner som bl.a. magtkampe i medicinalindustrien, trusler med regnskoven på Madagaskar samt ulovlig minedrift samme sted. Handlingen fortælles på så mange sider og med så mange detaljer, at spændingen drænes, og fokus i nogen grad mistes