Lektørudtalelse

Forfatter: Conni Boll Christensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Ny udgave af én af de helt store polarforskere, Knud Rasmussens (1879-1933) rejseberetning om den 5. Thule-ekspedition, der fandt sted i begyndelsen af 1920'erne. Bogen, som han skrev i 1932, er skrevet "Til den danske ungdom". I dag ligger bogen nok ikke på mange konfirmanders gavebord men læses primært af lånere, der interesserer sig for arktisk kulturhistorie og/eller Knud Rasmussen

Beskrivelse

Nærværende udgave er baseret på den oprindelige udgave, men er ortografisk revideret, har få ordforklaringer og et udvalg af gamle sort/hvide fotos, som alle kendes fra tidligere udgaver. Ekspeditionen var på 18.000 km, dvs. næsten halvdelen af jordens omkreds. En lang rejse med hundeslæde fra Grønland via Hudson Bay over Canada til Bering Strædet ved Alaska og Sibirien. Samtlige grupper af de inuitter, de opsøgte, blev videnskabeligt beskrevet. En bedrift, der var så skelsættende, at Knud Rasmussen efter hjemkomsten blev æresdoktor ved Københavns Universitet

Sammenligning

Andre bøger om polarekspeditioner, fx Rejsen til polarfolket, 2009, biografier om Knud Rasmussen og Jørn Riels fantastiske bøger om eskimoer

Samlet konklusion

En klassiker indenfor dansk rejselitteratur om én af de længste ture nogensinde med hundeslæde. Skrevet i 1932, hvor polarområdet blev forbundet med eventyr og ikke klimatiske faresignaler. Stadig spændende læsning for Knud Rasmussen- og polarinteresserede gamle som unge, der nok kender Thule som Qaanaaq. Anskaffes hvis tidligere udgaver trænger til udskifning