Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Anvendelse/målgruppe/niveau

Forsiden med den flotte røde bil signalerer mest manderoman, men den primære målgruppe vil være kvinder 40+, som vil læse en nutidig roman om kærlighed og kulturforskelle

Beskrivelse

Louise er 46 og professor i litteratur. Sommeren står for døren, Louise har netop modtaget et forskningsstipendium og rejser halvhjertet fra Oslo til Sydfrankrig for at komme i gang. Louise kan ikke skrive og er i det hele taget træt af sit ellers tilsyneladende så velfungerende liv. Efter nogle måneders træden vande møder hun ved et tilfælde den charmerende og fysisk tiltrækkende bilsælger Truls fra Skien. En ikke intellektuel bilsælger fra provinsen; kan det blive værre? Romanen fortælles i tredje person ental, og den bedrevidende og distancerede Louise forsøger at overbevise sig selv om, at forholdet til Truls er dødfødt, men det viser sig at være mere levedygtigt og forløsende end som så. Romanen er velskrevet, men det er ikke helt nemt at sympatisere med den selvretfærdige Louise og alle hendes fordomme om livet uden for campus

Sammenligning

Vigdis Hjorth (f. 1959) har udgivet romaner for børn og voksne. På dansk kendes hun for et par børnebøger og romanen Hvad er der galt med mor? fra 2001. Også Helene Uri har udgivet en roman fra den norske universitetsverden, De bedste af os (2008), og hvor hun er satirisk, er Hjorth mere selvransagende, men de kan læses på linje med hinanden

Samlet konklusion

Velskrevet roman om et forhold mellem en litteraturprofessor og en bilsælger, men den har ikke for alvor fanget denne lektør