Lektørudtalelse

Forfatter: Lene Kristiansen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Underholdende roman til især kvinder med alle elementer af svigt, kærlighed, styrke og håb

Beskrivelse

Victoria har siden hun var spæd været tvunget ud i endeløse, kærlighedsløse anbringelser. Det eneste sted, hun har følt sig ønsket var hos vinavleren Elizabeth, hvor hun lærte alt om blomsterne og deres symbolik. Men noget gik galt - hvad oprulles sideløbende i historien - og siden er blomsterne Victorias eneste trøst og dem, hun kommunikerer sine (vrede) følelser igennem. Ved bogen begyndelse er Victoria blevet 18 og fri for de sociale myndigheder, men hjemløs og uden penge. Desperat henvender hun sig til blomsterhandleren Renata, som opdager hendes særlige talent med at opfylde kundernes personlige behov i sine buketter. På blomstertorvet møder hun en ung fyr, Grant, med samme kendskab til blomstersprog som hun selv, og ham åbner hun sig langsomt for. Men Victoria er så ødelagt, at det næsten kun kan gå galt, næsten. Forfatteren har arbejdet med anbragte børn, og hendes beskrivelser af de skader, man påfører svigtede børn og de konsekvenser, det har, er barske. Blomstersproget, som den forløsende faktor, er knapt så troværdigt, men giver den lethed og det håb, der hører genren til. Sidst i bogen "Victorias blomsterordbog"

Sammenligning

Bogen er i underholdningsværdi på linje med Sue Monk Kidds Biernes hemmelige liv, og bruger blomsterne som magisk element på samme måde, som Joanne Harris bruger chokoladen i Chokolade

Samlet konklusion

Underholdende, velskrevet kærlighedsroman med knugende alvor og kulørt lethed