Lektørudtalelse

Forfatter: Birgit Hald

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen henvender sig til ledere der har lyst til at udvikle deres personlige lederskab og som i forvejen har lidt kendskab til teorierne bag begrebet

Beskrivelse

Poula Helth underviser på diplomuddannelsen i ledelse og er forfatter eller medforfatter til en hel række bøger om ledelse. Bogens hovedtema er, hvordan lederen ved at udvikle sine refleksive kompetencer kan finde sine egne værdier gennem en kontinuerlig indre dialog. Den indre dialog kan medvirke til at afklare forholdet mellem organisationens værdier og ens egne samt give forståelse for, hvor stor afstand der er mellem ens personlige idealer og realiteternes verden. I bogens afsluttende kapitel gennemgår Helth, hvordan den filosofiske dialog i form af protreptikken - en form for coaching hvor der tilstræbes ligeværdighed mellem samtalepartnerne - kan hjælpe den indre dialog på vej. Bogen er velskrevet og skifter mellem et akademisk, teoretisk niveau og en mere erfaringsbaseret, personlig stil

Sammenligning

Smukke idealer og krasse realiteter er et godt, videregående supplement til bibliotekernes bøger om det personlige lederskab, og samtidig giver den en enklere introduktion til protreptikken end de bøger bibliotekerne i forvejen har om den. Den samtidigt udkomne Smid masken er betydeligt nemmere at gå til uden forhåndskendskab til teorierne bag det personlige lederskab

Samlet konklusion

En inspirerende og såvel teoretisk som praktisk funderet bog om udvikling af det personlige lederskab gennem indre dialog