Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Anvendelse/målgruppe/niveau

Super dejlig bagebog af den kvalitetsbevidste Claus Meyer. Den vil få et travlt liv på bibliotekerne, hvor den i lang tid konstant vil være udlånt, dels på forfatternavnet, og dels på grund af de mange dejlige opskrifter

Beskrivelse

Meget inspirerende og veldisponeret bagebog med rigtig mange dejlige opskrifter, og hvor den flotte billedside lokker med den ene lækre kage efter den anden. Claus Meyer har lavet bogen sammen med Morten Borup fra Meyers Madhus. For hjemmebageren er der rigtig mange opskrifter, som bare skal afprøves, og de par stykker, jeg indtil videre har givet mig i kast med, lover godt. Opskrifterne er en blanding af gamle kendte med et moderne twist og af nye, og fremgangsmåden er beskrevet uden unødvendige falbelader, uden det dog på nogen måde er en bagebog for den helt uerfarne. Bogen indledes med et grundigt afsnit om bageteknik og afsluttes med et ikke helt konsekvent register. Skærekager, tærter, roulader, snitter, småkager og flødekager - hvad mere kan kageelskere begære?

Sammenligning

Meyers kager er den søde pendant til Meyers bageri fra 2009, og format, opbygning og layout modsvarer hinanden. Bibliotekerne har mange bagebøger, og Meyers kager hører absolut til i superligaen sammen med fx Markus Grigos Grigos hjemmebage : i tykke skiver og store mundfulde fra 2010

Samlet konklusion

En rigtig dejlig bagebog af den altid populære Claus Meyer. Et sikkert hit på alle biblioteker