Lektørudtalelse

Forfatter: Maria Björnsdóttir

Anvendelse/målgruppe/niveau

Vredens druer er en af de helt store amerikanske klassikere, som her foreligger i en nyoversættelse. Flot forside, der fint rammer bogens tone

Beskrivelse

Vredens druer udkom for første gang i 1939. Den foregår i depressionens USA, hvor fattige bønder bliver tvunget væk fra deres simple jordlodder i Oklahoma, fordi traktorerne vinder indpas og markerne skal dyrkes i stordrift, efter års fejlslagen høst. I udrangerede bilvrag kæmper de sig tværs over USA mod Californien, hvor der efter sigende er meget arbejde at få som frugtplukkere til en god løn. Men virkeligheden er selvfølgelig en anden. Tusinder og atter tusinder af fattige mennesker er drevet af sted. Der kæmpes om de få jobs der er, og arbejdsgiverne underbyder dem lønmæssigt. I usle teltlejre og udsat for sult, vind og vejr, kæmper de for en tilværelse. Spirende oprør og fagforeningssnak slås ned med hård hånd. Store spørgsmål så som skyld og straf, familiesammenhold, besiddelser, retfærdighed og tro er flettet ind i historien. Trods de mange år romanen har på bagen, er den lyslevende og meget velskrevet. Eminent tidsbillede og personskildringer. Bogen er nyoversat og i en gedigen hardbackudgave i en god font

Sammenligning

Forlagets serie En Sohn klassiker tæller blandt andet også Steinbecks roman Dagdriverbanden. Herhjemme skrev Martin A. Hansen og H.C. Branner også kollektivromaner med udbyttelsen af arbejderen som tema

Samlet konklusion

En klassiker som i den grad holder og hvis temaer spænder vidt og er evigt aktuelle