Lektørudtalelse

Forfatter: Stine Grabas

Anvendelse/målgruppe/niveau

Den håbløse romantiker vil være godt underholdt i Jane Austens romaner, men alle kan være med på denne klassiker, som aldrig går af mode

Beskrivelse

Jane Austen behøver vist ingen yderligere introduktion. Overtalelse blev den sidste fra Jane Austens hånd inden hun døde i 1817. Trods det særlige 1800-tals miljø, formår Jane Austen med sproglig elegance og fine miljø- og karakterskildringer at udødeliggøre sine romaner med humor og ironi. 19-årige Anne lader sig overtale til af økonomiske grunde at bryde med sin elskede Wentworth. 8 år senere er de begge ugifte, og deres veje mødes igen. Wentworth har dog ikke tilgivet Anne, og det bliver en kamp for hende at skulle se på hans kurmageri til naboernes døtre. Det er en rørende historie om modenhed, kvindesind og kærlighed

Sammenligning

Overtalelse udkom første gang i 1975 med titlen Kærlighed og svaghed og i 1996 blev titlen lavet om til Lydighed og længsel. Oversættelsen er nøjagtig som de to tidligere udgaver, det er også samme oversætter, så man er fristet til at kalde det et nyt oplag. Bogen her udkommer dog med en lidt mere læsevenlig typografi

Samlet konklusion

Ny udgave af en af Jane Austens vidunderlige klassikere. Der er ikke lavet om på indholdet i forhold til de to tidligere udgaver, men tag det som en opfordring til at få skiftet de slidte eksemplarer ud, som jeg i hvert fald har haft i hånden og giv klassikeren en chance for nyt liv