Lektørudtalelse

Forfatter: Dorte Tissot Hansen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Henvender sig især til kvindelige læsere, der søger en underholdningsroman i den lette genre om de unge, rige og smukke

Beskrivelse

Danielle Steel har skrevet over 70 romaner og behøver ingen nærmere præsentation. Hun er læst og elsket af kvinder verden over for sine lette underholdningsromaner. I denne roman følger vi Hugues Martin, der ejer og driver hotellet Vendôme i New York. Hugues kone har forladt ham, og han lever og ånder for sit hotel og sin lille dejlige datter Heloise. Heloise vokser op i en anderledes verden på hotellet, mellem rockstjerner og berømtheder og sammen med hotelpersonalet, der forguder hende. Først sent kommer der en ny kvinde ind i Hugues' liv, og Heloise må som voksen ung kvinde vænne sig til ikke længere at være det eneste centrum i sin fars liv. Sprogligt er der lidt for mange gentagelser, opremsninger og beskrivelser i romanen. Ikke meget overlades til læserens fantasi. Selve handlingen glider dog fint fremad. Det centrale tema er manden, der vakler mellem sin datter og den nye kvinde i sit liv

Sammenligning

Læsere af Danielle Steels underholdningsromaner generelt og denne specielt vil også synes om fx Barbara Taylor Bradfords Emma

Samlet konklusion

Handling og plot fungerer godt, men sprogligt hører denne ikke til Steels bedste. Der er for mange forklarende gentagelser