Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Anvendelse/målgruppe/niveau

Som altid er Morten Sabroe velskrivende som få, og hans nye roman er af den slags, som man suser igennem. Oplagt for hans mange trofaste læsere og nye vil med begejstring få øjnene op for hans forfatterskab

Beskrivelse

Vi er i den fiktive nordsjællandske by Os, hvortil den succesrige journalist John William er vendt tilbage fra New York for at fejre sin 50-års fødselsdag. Intet bliver dog, som han havde forestillet sig. I sin tid svigtede han både sine børn Jackie og John-John, sin elskede kone og sin magtfuldkomne bror, og ingen af dem vil nu kendes ved ham. Jackies elskede er lige vendt tilbage fra Afghanistan, desillusioneret og uden ben. John-John får nye aparte bekendtskaber. Broderen har noget suspekt for. Fortid, nutid og de forskellige spor løber sammen og kulminerer i voldsom selvtægt. Os foregår i Danmark, men er fuld af amerikanske referencer og kan læses som en kritik af såvel dansk som amerikansk kultur, hvilket nogle vil gøre, mens andre vil tage den for pålydende som en spraglet og underholdende nutidsroman. Flot sprog og levende personskildringer

Sammenligning

Morten Sabroe (f. 1947) har sin egen frapperende og fandenivoldske skrivestil. Os ligger absolut i den gode ende af forfatterskabet, hvor drama, fiktion og fakta går op i en højere enhed a la new journalism

Samlet konklusion

Igen har Morten Sabroe begået en rigtig god roman. På den ene side er den dramatisk, farverig og underholdende, og på den anden også kulturkritisk. Os kan læses bredt og vil også blive det. En fornøjelse