Lektørudtalelse

Forfatter: Poul Flou Pedersen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Kan anbefales alle historisk interesserede, der gerne læser om tiden før, under og efter besættelsen

Beskrivelse

Sven Arvid Birkelands fremragende bøger om krig og de personer, der på en eller anden måde påvirkes af den, er meget værdifulde, for de påviser, at en beslutning om at tage aktiv del i en krigsindsats, ikke kan isoleres til det enkelte individ. Med nærmest gruopvækkende tydelighed viser bøgerne, at en sådan beslutning også har vidtrækkende betydning for ens nærmeste slægtninge, hvis skæbne kan blive prædestineret af en sådan handling. Undertitlen "danske skæbner i 2. verdenskrig" er meget rammende for de personer, som Sven Arvid Birkeland i et imponerende omfattende opsøgende arbejde har fået kontakt med og som har vist ham tillid. Det gælder både personer, som efterfølgende viste sig på den "rigtige" og på den "forkerte" side. De mange skæbnebeskrivelser suppleres af forfatterens henvisninger til andres forskningsarbejde om emnet. Opbygning og layout er helt lig Birkelands tidligere bøger, der kun kan rettes en anke imod: Der mangler et sted- og personregister, idet indholdsfortegnelsen og kapitelbetegnelserne ikke entydigt fortæller om indholdet

Sammenligning

Konsekvenser af slægtninges handlinger i krigstid beskrives også i en række andre bøger, og især skal fremhæves Peter Sichrovskys tankevækkende og dybt rørende Født skyldig : børn af nazifamilier fra 1987

Samlet konklusion

I kamp for Danmark er en rørende, fængslende og godt fortalt bog, der har bred appel og kan læses af alle interesserede