Lektørudtalelse
Anvendelse/målgruppe/niveau
24. bog i den meget populære og letlæste krimiserie Koldt blod. Bogen henvender sig til børn i 4.-5. klasse (fra 9 år) til læsetræning og fritidslæsning
Beskrivelse
Tobias og Oliver er på besøg hos bedemanden Boris, som er tidligere rocker. Han er flink og giver dem en tur i rustvognen og viser dem ligkisterne. Det viser sig dog, at den venlige bedemand måske ikke har rent mel i posen. Tobias opdager ved et tilfælde, at Boris har gang i noget ulovligt - og bliver fanget i en kiste. Oliver dukker op hos bedemanden for at lede efter Tobias. Han bliver inddraget i de voldsomme ting, der sker, og sammen må de to drenge forsøge at undslippe. Historien er spændende, og bedemandsverdenen, som er fremmed for målgruppen, er med til at skabe gyset. Læseren får desuden indblik i rocker- og narkokriminalitet. Sproget er let at læse (lix 16), og teksten er sat med store typer. Forsiden giver et fint billede af bogens indhold. Bagsideteksten er en god appetitvækker
Sammenligning
Bogen ligner i layout, sprog og læseteknisk sværhedsgrad de andre bøger i serien. Serien matcher En sag for Kwiatkowski af Banscherus og LasseMajas detektivbureau af Widmark
Samlet konklusion
En spændende og ganske lærerig krimi, idet læseren får indblik i bedemandsarbejdet. Seriens mange læsere bliver ikke skuffet