Lektørudtalelse
Anvendelse/målgruppe/niveau
Bogen henvender sig til historisk interesserede (koldkrigen), med særlig interesse for hemmelige militære anlæg
Beskrivelse
Forfatterne beskæftiger sig med planlægning og ejendomme i ledende stillinger i det private og offentlige. REGAN VEST i Rold Skov var den bunker der sammen med andre anlæg i 1960'erne blev opført for at huse ca. 350 overlevende (bl.a. dronningen) efter en atomkrig. Forfatterne har været nede i dem. Der er ikke offentlig adgang. Bogen beskriver opførelsen af dem, rummenes indretning og funktion, vedligeholdelse og vurderinger af, hvad der ville ske ved et atomangreb. Endvidere de politiske og administrative overvejelser og beslutninger i efterkrigstiden og den efterfølgende kolde krig. Der er tekstbokse med anekdoter og historier. Bogen er sprogligt let forståelig, i en lidt tør, faglig stil. På internetsiden reganvest.dk kan man se flere detaljer og dokumenter
Sammenligning
Denne tredje udgave er den eneste om emnet. Nu udvidet med ca. 50 sider i forhold til 2. udgaven, hovedsagelig i form af afsnit med flere detaljer, flere fotoer og plantegninger. Ifølge pressemeddelelsen er denne udgave ikke censureret af forsvaret, beredskabsstyrelsen eller NATO
Samlet konklusion
Bogen er en lækkerbisken om koldkrigens hemmelige beskyttelsesanlæg i Danmark, som samtidig giver et indtryk af stemningen og frygten for krig og et angreb fra Sovjetunionen. Den vil formentlig også kunne be- og afkræfte de mange myter og konspirationsteorier om disse anlæg