Lektørudtalelse

Forfatter: Henrik H Pedersen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Til læsere af Julian Barnes forfatterskab og desuden til læsere af moderne europæisk novellekunst. Kan endvidere formidles til læsere af Raymond Carver og Alice Munros noveller

Beskrivelse

Engelske Julian Barnes har efterhånden et stort og alsidigt forfatterskab bag sig med både romaner, essays og noveller. Nærværende nye bog ligger således også i fin forlængelse af den oftest kritikerroste produktion, hvad angår stilisme og temaer. Bogens 14 noveller i Puls kredser om emner, man tidligere har stødt på som bl.a. mennesker i midtvejskrise, vanskelige parhold, ægteskaber og alt det usagte, hvilket man også møder i novellesamlingen Citronbordet fra 2006. Puls er inddelt i to dele hvoraf anden halvdel i mere historiske rammer især kredser om det sanselige. I første halvdel møder man bl.a. fraskilte mænd på jagt efter bekræftigelse og vennepar som kan snakke om alt og især politik og sex, men netop ikke om kærligheden. Novellerne, som indeholder litterære vink til både John Updike og Raymond Carver, er sprogligt set både enkle og raffinerede og med meget karakteristisk engelsk humor

Sammenligning

For samme målgruppe findes novelle-forfattere som Raymond Carver, John Updike, Richard Ford og desuden Hanif Kureishis Midnat hele dagen, 2001

Samlet konklusion

Fremragende noveller hvor stilisme og temaer hænger elegant sammen. Historierne giver indsigt, og man føler sig desuden underholdt