Lektørudtalelse
Anvendelse/målgruppe/niveau
Kan man både lide chick lit og rå spænding, er dette bogen, evt. læst uafhængigt af forgængeren Francys evangelium, 2012. Den har omslag i samme cool stil med reference til Kill Bill-filmene, men med sit eget skæve touch: kvinde med dropstativ og barn med rygende pistol
Beskrivelse
Den svenske forfatter fortsætter sin underholdende, velkomponerede actionfortælling om den angstplagede Stockholm-mafiosa Francy - nu med ny mand og brystcancer. Der er gået 7 år siden sidst, og yngstebarnet Belle er under oplæring, ligesom Francy selv blev trænet af sin far, den tidligere leder af Firmaet. Nu kræver han den lukrative forretning tilbage. Rå, brutal kriminel magtkamp går med sensitivitet og humor hånd i hånd med overvejelser omkring sygdom/død og kærlighed i mere eller mindre komplicerede afskygninger
Sammenligning
2. del af den planlagte trilogi matcher fortsat 1'erens bizarre sammensmeltning af Bridget Jones, Hannibal Lecter og Kill Bill-filmene, denne gang tilføjet forældre/barn-opgør, samlivsproblemer og i det hele taget mere alvor. Jens Lapidus har i sine sorte thrillere også en vifte af personer, der tumler med egne problemer
Samlet konklusion
2. selvstændige del af planlagt trilogi om forbryderdronningen Francy, der har overtaget sin fængslede fars lukrative forretning. Nu er han tilbage og opgøret bliver en brutal kamp på liv og død. Som om det ikke var nok, så har Francy fået brystkræft og plages af dødsangst. Bizar, rå, vittig, spændende volds-, kærligheds- og familieroman i actiongenren