Lektørudtalelse

Forfatter: Jytte Bræmer

Anvendelse/målgruppe/niveau

Henvender sig primært til forskere, undervisere og studerende på de videregående uddannelser indenfor områderne organisationsudvikling, ledelse, organisationspsykologi og arbejdsmarked

Beskrivelse

Bogen er en antologi skrevet af en række forskere med det fælles tema: magt i moderne organisationer. Kapitlerne forholder sig fra forskellige vinkler til det forhold, at magtrelationer i det moderne arbejdsliv er mere diffuse og vanskeligere at begribe og beskrive. Magtrelationerne bliver mere uoverskuelige. Der tales i højere grad om "magt til" end om "magt over", ligesom de tre magtperspektiver: den strukturelle magt, den personlige magt og den diskursive magt sættes i indbyrdes relation. Foucaults begrebsapparat i forhold til den diskursive magt anvendes bogen igennem. Der behandles temaer som konflikters potentiale, magtrelationen i et arbejdsmarked præget af en stigende grad af selvledende medarbejdere, den samtalende magt, magt og etik og det meningsfulde arbejdsliv og magten. Bogen udkommer i en serie Moderne arbejdsliv, der forsøger at bygge bro mellem forskning og det levede liv på arbejdspladsen, og det lykkes godt i bogen her om magtens eksistens i nye og anderledes udtryk

Sammenligning

Der findes en del litteratur om emnet, fx Dialog og magt i organisationer, 2004 og Frølund Thomsen: Magt, 3. oplag, 2009

Samlet konklusion

En forskningsbaseret antologi om magtformer i det moderne arbejdsliv