Lektørudtalelse

Forfatter: Grethe Lorentzen

Kort om bogen

Fia, Inuk, Arnaq, Ivinnguaq og Sara er 5 unge grønlændere, som prøver sig frem med seksuelle erfaringer, seksuelt ståsted og identitet. Til unge læsere af ny grønlandsk litteratur

Beskrivelse

I 2012 vandt Niviaq Korneliussen (f. 1990) sammen med ni andre grønlandske unge en novellekonkurrence om at være ung i Grønland, hvorefter hun skrev denne debutroman om 5 unge i Nuuk, deres relationer og søgen efter identitet og kærlighed. De fem unge er på skift fortælleren i kapitler, som alle har sangtitler fra populærmusikken. Titlen er et ordspil på homo sapiens og homoseksualitet

Vurdering

Stilen er ung i sit sanselige sprog og i sit skiftevis rå og blufærdige indhold, som veksler mellem dansk og engelsk med sms- og facebook-beskeder. Den giver et hudløst godt indtryk af det at være ung grønlænder, som søger identitet og seksuel orientering i et land i opbrud og forandring. Her er ingen natur-scenerier. Det handler om relationer. Ormslagsfoto er råt, og kun delvist dækkende for indhold

Andre bøger om samme emne

Juaaka Lyberth (f.1952) skriver sin egen generations historie i debutromanen Godt i vej, nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2014. De 10 noveller Korneliussen har bidraget til findes i Inuusuttut - nunatsinni nunarsuarmilu på grønlandsk og dansk