Lektørudtalelse
Kort om bogen
En introduktion til forskning i forbrydelse og straf, hvor også lægmænd kan følge med
Beskrivelse
Bogen falder i to dele: I første del beskrives udviklingen i dansk og europæisk strafferet siden middelalderen, mens anden del præsenterer resultater fra de seneste 20-30 års forskning i kriminelle og kriminalitet med fokus på Rockwool Fondens forskning. Med udgangspunkt i statistiske data diskuteres bl.a. hvorvidt kriminaliteten stiger eller falder i disse år, tidligere straffedes muligheder på ægteskabs- og arbejdsmarkedet og hvordan forskellige længder og typer af straf i det hele taget påvirker de dømtes videre tilværelse
Vurdering
Det historiske giver et fint overblik over et kompliceret emne og forskningsresultaterne, der formidles i overskuelige grafer og tabeller, kvalificerer den løbende debat om stigning og fald i kriminaliteten og forskellige straffes effekt eller mangel på samme
Andre bøger om samme emne
Bogen giver en introduktion til stof, der behandles tilbundsgående i Retshistorie. Anden del supplerer Straf - hvad ellers? der diskuterer straf og retsfølelse ud fra mere humanistiske argumenter og Kriminalitet og retfærdighed, der er en decideret undervisningsbog