Lektørudtalelse

Forfatter: Jette Landberg

Kort om bogen

Elias bevæger sig rundt mellem det rottefyldte, sumpede bofællesskab Huset, det hjernedøde natarbejde på Lageret og kæresten Marie uden rigtig at hengive sig til noget af det. For unge i tyverne og andre, der er til den lidt eksperimenterende stil med glimt af humor

Beskrivelse

Huset er fyldt med skimmel og rotter, her bor Elias sammen med 3 andre unge. Deres formål er ikke at have et formål, dage og nætter går med at spille Nintendo, dyrke skunk og feste. Elias deltager indimellem, men ikke helt, og hver nat arbejder han på Dansk Supermarkeds nonfoodlager sammen med andre, han får en form for fællesskab med. Endelig forelsker han sig i Marie, men kan heller ikke helt hengive sig. Huset går langsomt i opløsning sammen med forholdet til Marie, mens de forsøger at grille rotterne. Jonas Eika Rasmussen er født i 1991 og uddannet fra Forfatterskolen 2015. Dette er hans debutroman

Vurdering

Der er gode, meget malende, nu og da ret ulækre skildringer både fra Lageret og Huset. Man ser tydeligt de sumpede drenge, og kollegerne er taget lige på kornet. Kæresten Marie er den person, jeg havde sværest ved af fange, men det kan Elias jo heller ikke. Fin debut med gode humoristiske takter

Andre bøger om samme emne

Jeg blev mindet om Lone Aburas, både Føtexsøen og Politisk roman, hun har noget af den samme humor, selv om det ikke er samme gruppe, hun beskriver