Lektørudtalelse

Forfatter: Rikke Bruun

Kort om bogen

Det lykkes trællen Sigwulf at kæmpe sig til et liv som fribonde i en tid med magtkampe på øen hvor han bor. Efterhånden som bronzen vinder frem forskubbes magtbalancen, og øen angribes af røvere. For læsere med interesse i den tidlige bronzealder

Beskrivelse

Sigwulf kommer fra små kår, og hans far må sælge ham til trældom, da han er ganske lille. Det eneste han har fra sine forældre er gnallingstenen, en sten med hul i, som han bærer om halsen. Sigwulf tilbeder stenen som en gud, og den hjælper ham igennem mange situationer. Sigwulf er nu Husbonds ejendom og må som sådan arbejde hårdt fra morgen til aften. Da storbondens søn Brand må flygte for sit liv, tager han Sigwulf med. De to unge mænd overlever flere måneder på en lille klippeø ved at fange fisk og jage sæler, og da de kommer tilbage belønnes Sigwulf med frihed og en forsømt gård. Livet som fribonde er et hårdt liv, og ansvaret for en husholdning er tungt. Det hele spidser til for Sigwulf, da øen angribes af røvere med rustninger og bronzevåben, men endnu en gang får han hjælp af gnallingstenen. Bogen beretter om Sigwulf uden nærmere stedsangivelse og med det hint, at bronzen er ved at vinde frem, som den eneste tidsangivelse

Vurdering

En fin bog med et stille og roligt drive om livet i den tidlige bronzealder

Andre bøger om samme emne

Der udkommer ikke mange bøger, som foregår i bronzealderen, men i 2009 udkom Jeanne Corduas bog Skibenes ø om livet på bronzealderens Bornholm