Lektørudtalelse
Kort om bogen
En udførlig guide til filtede støvler - fra filtning til design - der vil give både nye og gamle håndarbejdsentusiaster ny inspiration
Beskrivelse
"Filtede støvler" er en gennemgang af alle aspekter ved filtning af uldstøvler. Bogen starter ved selve filteprocessen og designet af mallen og illustrerer derefter trin for trin, hvordan man bygger støvlerne op, skaber mønstre, efterbehandler og laver såler. Det er selve ideen, der er udgangspunkt for projektet, og undervejs får læseren kendskab til filtefinesser, materialer og håndværk. Bogen er illustreret med fotos og tegninger
Vurdering
En meget grundig og pædagogisk vejledning, der med mange fotografier og trin for trin-vejledninger guider nybegyndere og øvede igennem støvlefremstillingen. Layoutet er holdt i grønne nuancer, teksten er stor og letlæselig. Eneste anke er de uskarpe fotografier, der giver bogen et hjemmelavet præg
Andre bøger om samme emne
Hotte totter er skrevet af bogens medforfatter, som også tidligere har udgivet filtebøger. Filt A-Å indeholder et bredere udvalg af filteprojekter og -teknikker. 30 tøfler - ét grundmønster af de to strikkeguruer Arne og Carlos har opskrifter på strikkede, filtede tøfler og er både design- og indholdsmæssigt langt flottere, men dog ikke så lettilgængelig som denne bog