Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Agger

Kort om bogen

En actionpræget og noget anderledes julefortælling om Super Sofie, hendes lillesøster, en artig tyv og julemanden. For børn på 4-7 år, der kan lide en historie, der tager mange drejninger

Beskrivelse

Super Sofie har vi mødt før i Super Sofie og søstertyven, hvor hendes lillesøster kidnappes af en tyv. Nu er det den 24. december, og Sofie står og laver julemad, da hun hører et ordentligt bump. Det ligner julemanden, der er faldet ned gennem skorstenen. Men Sofie tror nu, det er en tyv forklædt som julemanden, der er ude på at stjæle søsteren. Derfor smider Sofie julemanden i pengeskabet. Men hun finder hurtigt ud af, at det er den rigtige julemand, hun har låst inde. Men Sofie kan ikke huske koden til pengeskabet, så hun må lege julemand sammen med sin søster og rensdyrene, så det kan blive jul

Vurdering

En vild historie, hvor alt muligt sker. Det ene tager det andet, og der er mange små sidebemærkninger. Historien er skør og rablende og kan virke noget rodet til tider. Det er måske meningen. Det virker lidt som en historie, man finder på hen ad vejen, hvor nye associationer hele tiden dukker op. Der er skruet godt op for farverne på tegningerne, der passer fint til det ustyrlige univers

Andre bøger om samme emne

Bogen er ret anderledes end andre julebilledbøger, så jeg har svært ved at finde en at sammenligne med. På den måde vil den supplere andre julebøger godt