Lektørudtalelse
Kort om bogen
Sara lever og ånder for fodbold og har svært ved at forstå, at de andre på holdet ikke brænder ligeså meget for sporten som hun gør. For 9-12-årige piger der ikke kan få nok af fodbold
Beskrivelse
Sara spiller fodbold og hun spiller for at vinde. Men holdet mangler gejst og vildskab. Måske kan Celine, den nye pige i klassen, bidrage med noget energi, det har hun i hvert fald rigelig af. Celine gør det faktisk rigtig godt, selvom hun aldrig har spillet fodbold før, men dagen før kampen mod ærkerivalerne fra nabobyen, bliver Celine anklaget for at stjæle fra omklædningsrummet. Pludselig er hele holdet ved at falde fra hinanden og Sara bliver mere og mere frustreret. Bogen er en del af "Sommerfugleserien" fra Carlsen, som er udviklet til piger mellem 9-14 år. Bøger med én sommerfugl, som denne, henvender sig til de 9-11-årige og bøger med 2 sommerfugle til de lidt ældre
Vurdering
God og medrivende historie om Sara og veninderne. Her er fodbold omdrejningspunktet, men også mange andre relevante emner, som mobning, mistænkeliggørelse og det at turde være som man er, bliver behandlet på en fin måde
Andre bøger om samme emne
Et par andre gode bud på fodboldbøger til pigerne kunne være Kissmeyers serie om Mathilde, hvor 1. del hedder Mathildes kamp eller Sonne Harilds serie om FC Englene