Lektørudtalelse

Forfatter: Kirstine Hagen Thomasen

Kort om bogen

Stærke beretninger fortalt af gadens folk for socialt engagerede læsere

Beskrivelse

I "Gadens stemmer" kommer seks nuværende og tidligere hjemløse til orde. De fortæller om kaotiske barndomme og brudte familiebånd, stofmisbrug, sociale derouter og spinkle håb. De hjemløse præsenteres bag i bogen med portrætfoto og fornavn, mens de enkelte beretninger er anonyme og genfortalt af Malene Ravn, som er skønlitterær forfatter. De seks fortællere er alle aktive i Gadens Stemmer, hvor hjemløse guider på alternative byvandringer, og overskuddet fra bogen går til dette projekt

Vurdering

De seks livsberetninger er stærke og meget smukt og sammenhængende fortalt. Det er ikke til at sige, hvor meget Malene Ravn har redigeret i sin genfortælling, men dén og anonymiseringen gør, at bogen fungerer som generel tankevækker og øjenåbner snarere end som præsentation af seks individer

Andre bøger om samme emne

Der er udgivet en del om hjemløse, fx. Udstødt og hjemløs, Mens baggårdskattene forsvandt og Et af ensomhedens ansigter - gammel, hjemløs og glemt. "Gadens stemmer" udmærker sig i sammenligning ved at give ordet til de hjemløse selv frem for at betragte deres problemer udefra