Lektørudtalelse

Forfatter: Christine Christensen

Kort om bogen

Forfatteren Elvine Brink lever et på mange måder kompromisløst, men også ensomt liv. Hun er en enspænder; generelt bange for andre mennesker - særligt børn. Tilværelsen nedfældes i vidtvoksende dagbogsnotater. Til læsere af ny nordisk prosa og lyrik

Beskrivelse

Som en anden Moses finder Elvines mor hende nær havet i en papkasse. Elvine er et særligt barn; stærk og egenrådig, men samtidigt har hun svært ved at begå sig, svært ved at passe ind nogen steder, svært ved samværet med andre mennesker. Senere i livet har Elvone stadig svært ved kontakten med andre, hun bor alene, er smådepressiv og isoleret uden egentligt netværk, venner og familie

Vurdering

Bogen er Elvines kaotiske og vildtvoksende dagbogsnotater. Det er observationer og iagttagelser af falskhed og forstillelse, menneskelig smerte og sorg, men også morsomme og groteske iagttagelser af de mennesker hun perifert eller blivende møder på sin vej. Det er erindringsglimt og brudstykker af et liv, der langsomt kaster lys over Elvines livshistorie og sammenstykker hendes personlighed. Elvine/Grønfeldt har uden tvivl sproget i sin magt og stilen er lyrisk og sanseligt, men den viltre form kræver en opmærksom læser

Andre bøger om samme emne

Hvis man holder af det sprogligt sprudlende og poetiske er det oplagt også at læse nogle af de unge kvindelige forfattere som Olga Ravn, Dorthe Nors og Lone Hørslev