Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Winther Olsen

Kort om bogen

Et suverænt og hjertegribende indblik i den amerikansk-jødiske familie Bloch gennem de fire uger, hvor kriser på både det ydre og indre plan vælter ind over dem og forandrer dem for altid. Den bør læses af alle med blik for den amerikanske litterære scene og som evner at læse med både hjerne og hjerte

Beskrivelse

Washington, fire uger i 2016 vender op og ned på denne amerikansk-jødiske middelklassefamilies liv, der ellers har formet sig kærligt om Jacob og Julia og deres tre sønner. Det er netop disse uger, hvor ægteskabet mellem Jacob og Julia imploderer, hvor deres ældste søn - måske - har skrevet anstødelige ord i skolen og derfor bringer sin bar mitzvah i fare. Hvor den israelske familie invaderer det kriseramte hjem og hvor et voldsomt jordskælv er tæt på at lægge Israel i ruiner. Skælv på flere fronter udfordrer familiemedlemmerne på deres roller og identitet som forældre, ægtepar, søn, barnebarn, troende - og som part i hele den jødiske historie. Hvilke forpligtelser har første prioritet, og hvilke omkostninger medfører de enkelte valg?

Vurdering

En rig roman med så mange facetter, at den ikke kan undgå at bevæge og udfordre. Sjældent læser man så hudløs og hjerteknugende en dialog, som samtidig rummer denne form for skæve og vanvittige humor, man kender fra Woody Allen. Det er en bog for den trænede læser, som får en stor læseoplevelse

Andre bøger om samme emne

Hvis man allerede har læst forfatterskabet, kan amerikansk-jødiske forfattere som Nicole Krauss og Philip Roth anbefales