Lektørudtalelse

Forfatter: Kent Skov

Kort om bogen

Roman om Balkankrigen og de dramatiske hændelser omkring enklaven Srebrenica. For interesserede i krigsromaner og hændelserne i den ulykkelige borgerkrig

Beskrivelse

Den i London baserede italienske forfatter Marco Maginis prisbelønnede roman om borgerkrigsaktionerne mellem de serbisk-bosniske styrker under Ratko Mladic og de dramatiske begivenheder i det borgerkrigshærgede land. Her opholdt ca. 40.000 muslimske civile sig i en såkaldt sikker zone under FN-beskyttelse. Med til FN- styrken hører et hollandsk kontingent, der skal have luftstøtte hjemmefra. Den kommer ikke, og samtidig begynder de serbisk-bosniske styrker at angribe enklaven. Romanen tager ikke udgangspunkt i en central fortæller eller fortælling, men i tre forskellige personers baggrunde, synsvinkler og livshistorier: den hollandske soldat Dirk, den spanske advokat Romeo Gonzales og den unge kroatiske lejesoldat og eventyrer Drazen

Vurdering

Bogens fine greb er, at den beskriver en uoverskuelig borgerkrig ud fra personlige historier og ikke krigens blodige effekter. Derfor har historien en god personpsykologisk tilgang. På den anden side sker det lidt på bekostning af den samlede fortællings sammenhængskraft, der bliver en smule fragmenteret

Andre bøger om samme emne

Jens Martin Eriksens bøger Vinter ved daggry, Hadets anatomi og Krigens scenografi handler også om balkankrigens gru og konsekvenser