Lektørudtalelse

Forfatter: Carsten Güllich-Nørby

Kort om bogen

Klassisk tysk digt karakteriseret som "en romantisk spøgelsesballade", hvor den fortvivlede unge kvinde Lenore savner sin kæreste Vilhelm, der er draget i krig. For den som søger en anderledes og sjælden klassisk lyrikoplevelse

Beskrivelse

Den tyske digter Gottfried August Bürger (1747-1794) var populær i sin samtid overalt i Europa med netop dette fortællende digt. Vi præsenteres for Lenore, hvis kæreste Vilhelm aldrig vender hjem fra krigen. Lenore vil ikke modtage trøst fra sin mor, eller den traditionelle trøst troen tilbyder hende. En nat vækkes hun af den døde Vilhelm, der sætter hende op på sin hest og rider afsted med hende. Er det et mareridt? eller kaster hendes grænseløse kærlighed til Wilhelm hende ud i en galskab, hvor de to må forenes efter døden? Et citat lyder. "Ved morgensolens første glød/ da vågned brat Lenore/ Er du mig utro?/ Er du død?/ Kom hjem! Åh, gid du gjorde!" Det fortællende digt er gengivet på både originalsproget tysk og oversat til dansk. Oversat af Asger Berg, som også skriver forord

Vurdering

Interessant og udfordrende læseoplevelse, hvor Asger Bergs forord, hvor han bl.a. fortæller digtets handlingsforløb, er uundværligt for en moderne læsers forståelse af det klassiske digt

Andre bøger om samme emne

Digtet er tidligere oversat til dansk af Jens Baggesen og senest af Christian Thaarup i 1841. Andre digte fra Bureauets Lommebibliotek er fx Himmelstormer