Lektørudtalelse
Kort om bogen
Samling med 16 kritiske essays, der opfordrer læseren til at reflektere og tænke selv. For læsere af kulturkritiske essays om kultur, kunst, filosofi og samfund
Beskrivelse
Poul Ferland (f.1953) er dr.phil. og mag. art i idéhistorie. I denne bog har han samlet 16 essays, der skal give læseren "aktuelt, relevant og originalt stof til egne refleksioner". Bogen behandler forskelligartede områder som fx etik, æstetik, metafysik, politisk filosofi, sprogfilosofi, filosofihistorie, retsfilosofi, undervisnings- og forskningspolitik, pædagogik, litteratur, kunst, kunsthistorie, museologi og religion. Ferland skriver bl.a. om Theodor W. Adornos "Negative Dialektik", Richard Rortys tænkning, menneskerettighederne, Thomas Bernhards roman "Gamle mestre", ligesom han også argumenterer for humanioras samfundsmæssige berettigelse. Med noteliste
Vurdering
Ferland kommer meget vidt omkring, og selvom alle emnerne anskues kulturkritisk, får man indtryk af, at der er tale om nogle spredte og noget usammenhængende betragtninger. Ferland er velskrivende og formidler emnerne godt, men et lidt simpelt layout skæmmer desværre for det seriøse indhold
Andre bøger om samme emne
Kan finde anvendelse på linje med Ferlands tidligere udgivelser, Lysglimt, som er inspireret af højdepunkter i kulturhistorien og Skiftespor, hvor han går mere i dybden med Adornos kritiske teori