Lektørudtalelse
Kort om bogen
Tre gamle kollektivvenner holder ferie i Tyrkiet. Trods afslapning i varmen, er stemningen trykket. Mange fortielser gør det svært at opretholde fællesskabet. For læsere af romaner med en lidt stillestående handling men med masser af lyrisk prosa
Beskrivelse
Tre venner fra et tidligere kollektiv holder ferie i det varme Tyrkiet. Hermann og Linn har deres tre børn med. Linn er utilfreds, utilfreds med det hele og Hermann ved ikke, hvordan han skal gøre hende glad. Ib er der alene, snakker lidt med alle og enhver samt med den omstrejfende hund. Den noget yngre Betty går og venter på, at hendes ældre kæreste Ernst skal ankomme. Ernst var en del af kollektivet, men sammenholdet blev brudt, da han brød med sin kone. Det har Linn aldrig tilgivet ham for. De har alle en indestængt vrede, som ulmer under overfladen. Fortællerstemmen skifter hyppigt fra den ene person til den anden. Forfatteren har tidligere udgivet Island og Under det kogende hav
Vurdering
Gennem fine personskildringer får man et billede af en gruppe mennesker, som trods venskaber og ægteskaber ikke forstår hinanden. Samtidig er personernes tanker sanseligt skrevet, så læseren får mange nuancer med. Romanen er fabulerende i sin stil og efterlader læseren med mange uopklarede spørgsmål til fortolkning. Egner sig til læseklubber
Andre bøger om samme emne
Med sin særegne stil kan bogen her sammenlignes med forfattere som Hans Otto Jørgensen og Lone Hørslev