Lektørudtalelse
Kort om bogen
Peter A. G. Nielsen minder os om, at der er et menneske inde i de forarmede i sin nye alternative julekalender for voksne. For alle med interesse for julens budskab
Beskrivelse
Bogen indeholder korte samtaler mellem forfatteren og mennesker, der alle har været ramt af tilværelsen. Vi møder bl.a den arbejdsløse, den pukkelryggede, duedamen, drukkenbolten, junkien, manden i rullestol m.fl. Samtalerne foregår ude i det offentlige rum og formidler en menneskelig historie, en forklaring eller en viden. Teksterne er organiseret som en julekalender med en tekst hver dag fra den 1.-31. december. Der er fokus på dialogen og det mundtlige sprog og flere steder benytter forfatteren sig af hjemmelavede ord som fx "gudsketakoglov". Der er også henvisninger til det kristne budskab og til juleevangeliet
Vurdering
Samtalerne er beskrevet på en letforståelig måde og giver alle interesserede mulighed for at lytte til mennesker, der normalt ikke får meget taletid i vores fortravlede moderne verden. Peter A.G. Nielsen giver dem tid til at fortælle deres historie. Og det gør indtryk. Forfatteren nøjes ikke med at spørge ind til deres historie, men han giver dem også et medmenneskeligt modspil
Andre bøger om samme emne
Der findes en række julekalendere for voksne, som også ønsker at give plads til eftertanke fx Glædens fest af Jørgen Carlsen og Julekalender for voksne af Jens Rosendal