Lektørudtalelse

Forfatter: Jeanette Pejtersen

Kort om bogen

Adam har en hund, som hedder Figo. I disse to bøger kan du læse om, hvad Adam og Figo laver sammen. Serien "Adam og Figo" kan læses, hvis man er 6-7 år

Beskrivelse

I den ene bog "Adams bold" er Adam og Figo i parken. Adam kaster en bold til Figo, men en stor hund tager den. I den anden bog, "Adams ballon", får Figo fat i Adams store blå ballon, og det er Adam ikke helt glad for. Teksten står øverst på hver side i én til to sætninger. Der er illustrationer i farver, som fylder næsten hele opslaget. Bøgerne har hårdt omslag

Vurdering

To gode, små historier om Adam og hans hund. De fleste børn har oplevelser med hunde, og kan genkende det, der sker i historierne. Opslagene er meget overskuelige sat op. Teksten er trykt i stor skrift, og illustrationerne har klare farver og ikke mange detaljer. De hjælper med til at forstå teksten

Andre bøger om samme emne

To andre bøger om børn og hunde er fx Vax er væk eller Vax er en helt. De er i samme sværhedsgrad som "Adams bold" og "Adams ballon"