Lektørudtalelse
Kort om bogen
En kok går amok og koger en sok. Derefter går det over stok og sten i denne rimede bog til højtlæsning fra 5 år
Beskrivelse
Bogen er ét langt rim. Handlingen hænger løst sammen i en domino-effekt, hvor historiens fremgang udløses eller kobles sammen af hændelser og personer. Den starter med en kok, der laver suppe på en sok, og handlingen udspiller sig derefter i en typisk dansk by med dens indbyggere. Ringen sluttes med at der spises sokkesuppe og kokken bliver berømt. Alle rim er enderim. Illustrationerne er tuschtegninger i sort/hvid med lidt rødt. Allan Borgvardt er fodboldspiller og har ikke tidligere udgivet bøger
Vurdering
Bogens idé er ret original og morsom, men både rim og tegninger er desværre af ringe kvalitet, hvilket betyder at den aldrig bliver rigtig sjov eller fængende. Rimene er klodsede og fremstår konstruerede i deres sproglige opbygning, som man ofte ser det i festsange. Alt i alt er bogen ikke vellykket
Andre bøger om samme emne
Marianne Iben Hansens Av, det gør nas er en rimet historie med dominoeffekt, der varmt kan anbefales