Lektørudtalelse

Forfatter: Pernille Poulsen

Kort om bogen

Den unge hattemager Ava kæmper med sin skrantende forretning som og en ekskæreste, der truer med at tage ufine metoder i brug for at vinde hende tilbage. For læsere, der holder af chick lit

Beskrivelse

Ava bryder sig egentlig ikke om julen. Som barn af to karriereorienterede forældre, måtte hun ofte holde jul alene med sin nu afdøde bedstemor. Ava bor i London med sin veninde Izz. Hun prøver at få gang i sin forretning som hattemager og har samtidig problemer med sin alkoholiserede ekskæreste, der truer med at offentliggøre nøgenbilleder af hende. Gennem fælles venner møder hun den charmerende og velhavende Sam, der bestiller en hat til sin kræftsyge mor. Det gnister mellem de to og det kickstarter både forretning og følelsesliv. Undervejs kommer hun til at afgive et løfte, som får vidtrækkende konsekvenser. Sue Moorcroft er forfatter til en række romaner i chick lit genren om den moderne kvinde. Hun har flere gange været indstillet til eller har vundet priser. "Løftet" lå nr. 1 på Kindles' bestsellerliste, da den udkom i England i 2016. Det er første gang hun er oversat til dansk

Vurdering

Let og flydende sprog og handling med godt tempo. For elskere af chick lit er dette en gribende og romantisk historie

Andre bøger om samme emne

Hvis man elsker bøger af Sophie Kinsella, Cecelia Ahern og Marian Keyes vil denne falde i god jord. Af lignende titler kan nævnes: PS: Jeg elsker dig! og Pige i tyverne