Lektørudtalelse

Forfatter: Lars Ovesen

Kort om bogen

Den 10. november 1967, sidst på formiddagen, blev Marie Lock-Hansen slået ihjel i Århusforstaden Højbjerg. Morderen blev aldrig fundet, men formodes at være "repræsentanten". Læs her adoptivdatterens beretning om en opvækst i "repræsentantens" hus. For dem, der gerne læser danske kriminalsager

Beskrivelse

Lene Pors, der er forfatteren bag denne bog, er adoptivdatter af den formodede gerningsmand til Højbjerg-drabet i 1967. Læs her hendes personlige beretning om en opvækst med en adoptivfar, der udadtil var en ulasteligt klædt forretningsmand og senere folketingspolitiker, men indadtil en hustyran og psykopat. Det er også historien om at bryde ud, om at genfinde selvværd og om at skabe sig et selvstændigt liv

Vurdering

Det er barsk og personlig læsning. Bestemt ikke for dem med sarte nerver eller ar på sjælen. Men en god bog, der fortæller en vigtig historie. Som læser føler man at man kommer ind under huden på adoptivdatteren Lene Pors og fornemmer den mistrivsel, der har været i hjemmet. Generelt en barsk historie, der dog også har sine lysstråler

Andre bøger om samme emne

For yderligere litteratur om repræsentanten se Peer Kaae's Maries morder