Lektørudtalelse

Forfatter: Jytte Bræmer

Kort om bogen

Med udgangspunkt i fascismens væsen og historie giver USA's tidligere udenrigsminister eksempler på, hvordan faren igen lurer i de mange lande, hvor stærke mænd tager over, og hvor demokratiet kommer under pres. For den historisk og samfundsinteresserede borger

Beskrivelse

Med udgangspunkt i Mussolini og 1920'ernes fascisme i Italien indkredser Madeline Albright fascismens væsen og forudsætninger. Hun forsætter fortællingen henover Hitlers Tyskland. Men hendes egentlige ærinde er at beskrive de tendenser i nutiden, hvor vi ser den overdrevne nationalisme og den følelsesmæssige forbindelse til masserne, der gør det muligt for en stærk mand at bane sig vej til en alt for enevældig magt. Hun har kapitler om Hugo Chavez i Venezuela, Tyrkiets Erdogan, Orban i Ungarn, Putin, Nordkoreas historie siden 50'erne, og ikke mindst udviklingen i hendes eget land med Trumps ledelse

Vurdering

Forfatterens personlige engagement er et bærende element i bogen, Hun er vidende og følelsesmæssigt engageret. Hun har i en årrække som udenrigsminister siddet på første række og fulgt udviklingen. Det er en velskrevet og relevant bog, der lægger sig ind i strømmen af de mange bøger, der kommer lige nu om truslerne mod demokratiet og de protektionistiske og populistiske strømninger, man ser i mange lande. Et tidsbillede af en del af verdens politiske tilstand

Andre bøger om samme emne

Kan sammenlignes med en udgivelse fra sidste år: Om tyranni, andre bud er Hvad er populisme? og Totalitarisme