Lektørudtalelse

Forfatter: Allan Thomsen Volhøj

Kort om bogen

Socialdemokraten Henrik Sass Larsens debatbog om hvordan han synes centrum-venstre skal tegnes fremadrettet. Til interesserede i dansk politik

Beskrivelse

Rundt omkring i Europa flokkes vælgerne om de mere ekstreme partier på de to fløje. Men hvordan holder de partier der søger midten og samarbejdet sig relevante? Det kommer Henrik Sass Larsen med sit bud på i denne bog. Sass synes at de midtersøgende partier har været for dårlige til at opfatte hvad der var vigtigt for vælgerne og at de af den grund er blevet valgt fra. Han kommer derfor med klare udmeldinger om emner som indvandring, globalisering, den offentlige sektor, den offentlige samtale, erhverv, stoffer og Israel. Sass' bog er bygget på tanker og visioner og skal lægge op til debat om hvilket samfund det er vi ønsker

Vurdering

Selvom det er en debatbog, er mange af emnerne knap så kontroversielle. Mest opsigtvækkende er det at Sass på længere sigt ønsker stoffer, både bløde og hårde, gjort lovlige. Bogen er fortalt i et meget tydeligt sprog, og den er nem at læse

Andre bøger om samme emne

Bogen ligner andre debatbøger om hvor Socialdemokratiet og midten af dansk politik skal hen som fx Nye vinde, nye veje og De lærdes tyranni