Lektørudtalelse

Forfatter: Lisbeth Thue Hansen

Kort om bogen

De orange nomer laver magi. De befaler dyrene at tale. Men Vian, der også er en magi-nom kan ikke tale med dyrene. Det ønsker han selvfølgelig, så Zika sender ham ud på en rejse for at samle et Haj-sværd. Frilæsning for børn fra 2. kl. der elsker at læse om magi og havets store dyr

Beskrivelse

I denne 2. udg. af titlen har Jan Kjær omskrevet den tidligere billedbog til en "læselet" udgave. Bogen har lix 12. Teksten foregår i en fantastisk verden, hvor alt kan lade sig gøre. Historien drejer sig om at vokse og at stole på sig selv. Den har desuden et budskab om at passe på vores natur. Teksten er sat på Illustrationerne. Ved flere af bogens opslag er indsat YouTubeklip, hvor forfatterne fortæller om dyrene, og de bliver vist i naturen eller fra "Den blå Planet". På hjemmesiden findes maleark og spil til print

Vurdering

Bogen er meget farverig med illustrationer af Jan Kjær. Teksten er sat i små blokke med få linier ved tegningerne. Historien, der er fortalt med et højt fortælletempo, er en klassisk udviklingshistorie, hvor hovedpersonen formår, ved hjælp af dyrene, at samle et sværd, der giver ham evnen til at kunne tale med dem og hjælpe til. Det virker rigtig godt med faktaoplysninger om dyrene på videoklip. Derfor er det ikke så godt, at der i teksten står, at den plettede rokke lever i floden, Vian dumper ned i. Den lever i havet - ofte ved koralrev

Andre bøger om samme emne

 Nomertræets helte er ligeledes en letlæselig udgave af en billedbog