Lektørudtalelse

Forfatter: Heidi Buur Pedersen

Kort om bogen

"Livet handler grundlæggende om at slå armene ud og tage imod". Bliv smittet af Charlotte Bøvings ukuelige gejst til at få det bedste ud af livet - på trods af en uhelbredelig kræft-diagnose. Til biografilæsere og dem der vil inspireres til en sundere livsstil

Beskrivelse

Læge Charlotte Bøving er kendt fra sine livsstils-programmer i tv, og hun deler gavmildt ud af sit liv, i håb om at inspirere os andre til at leve mens vi kan. Fortalt i jeg-form til journalist Tine Bendixen, hører vi om barndommen med en psykopatisk læge-far, om sygdomsforløb, karrieren, sporten, venskabet med Dennis Knudsen - og om Pernille, hendes store kærlighed. Indimellem er der små afsnit i kursiv, hvor en objektiv stemme (journalistens) skriver om Charlotte udefra. Illustreret med private farvefotos

Vurdering

Med livsfilosofien "man skal bringe mere med til bordet, end man selv tager", er Charlotte bestemt ikke nærig med sig selv, når hun deler ud af alt fra sin barske barndom og homoseksualitet til sin gode økonomi og privilegier i livet. En stærk biografi, hvor man kan mærke personen bag, og selvom det er rørende læsning bliver det aldrig sentimentalt. Afsnittene hvor journalisten ser Charlotte udefra medvirker til at vi kommer et stykke længere ind under huden på hende

Andre bøger om samme emne

 Før jeg forsvinder er også en læges fortælling om at leve med en livstruende sygdom. Ikk' for sjov og Hva' så nu? vil have samme læsere