Lektørudtalelse

Forfatter: Hamide Kara

Kort om bogen

Om søværnets historie fra "skammens dag" den 9. april 1940 og frem til den dramatiske morgen i 1943, hvor den danske flåde sænkede sig selv. Bogen henvender sig til maritimt og militærhistorisk interesserede

Beskrivelse

Marinehistoriker Søren Nørby beskriver søværnets historie hvor søværnets personel fik ordre til at sprænge eller på anden måde ødelægge flådens skibe. En ordre der kom fra viceadmiral Aage Helgesen Vedel, som allerede året forinden havde givet ordre til, at flådens Søminevæsen skulle producere sprængbomber. For skibene måtte under ingen omstændigheder overgives til tyskerne, uden at de ombordværende gjorde deres yderste for enten at ødelægge skibene eller søge neutralt farvand. Kaptajnløjtnant Aage Schulze skrev: " .. og da vi var meget udsat for eventuelle tyske Luftangreb, besluttede jeg mig efter et Skibsraad til at ødelægge Skibet (..) Klokken 14.15 sprang 'Havørnen' i luften med vajende Flag og Vimpel, og Besætningen søgte op i Skovene, medens Granaterne fra jagerens 10-cm Kanon sprang rundt omkring os". Bogen har over 120 fotos og illustrationer

Vurdering

En revideret og glimrende udgave af Flådens sænkning 29. august 1943. Det beskrives hvordan over 3000 danskere var involveret i sænkningen af flådens skibe under anden verdenskrig. Særligt er dele af bogen, hvor en række deltagere fortæller om oplevelsen den 29.august 1943, spændende og intenst

Andre bøger om samme emne

Af andre titler findes: Operation Safari og Fra neutralitet til besættelse