Lektørudtalelse

Forfatter: Maria Guldager Rasmussen

Kort om bogen

Elias er en ung mand med særlige evner. Han kan bl.a. tale med de døde, men ingen har nogensinde forstået ham. En dag har han en drøm, hvori han bl.a. møder en kvinde, der har en vigtig besked til ham. Og så tager begivenhederne fart. Til læsere af spændingsromaner

Beskrivelse

Elias har det ikke godt. Ingen forstår, at han har særlige clairvoyante evner, og han får dagene til at gå med at ryge sig skæv, dryppe stearin og holde sin mor tre skridt fra livet. Da han en dag har en drøm om en hattebærende og piberygende skildpadde samt en smuk kvinde, der kalder sig Nat, lader noget nyt til at være under opsejling. Samtidig er en sindssyg og farlig mand på spil, og hans og Elias ́veje krydses på dramatisk vis

Vurdering

Historien udspiller sig i Ringkøbing, og provinsmiljøet fungerer fint i fortællingen. Overordnet set er bogen ganske spændende, og de to spor, som dels består af Elias og hans liv og dels af jagten på den farlige Zacharias, fletter sig fint sammen. Desværre er bogen samlet set alt for ujævn. Dialogerne - og i forlængelse heraf personerne - er for utroværdige, hvilket fx ses ved, at der midt i tragiske og uhyggelige scener er plads til kvikke og vidtløftige bemærkningerne, og det "tror" man som læser ikke rigtigt på

Andre bøger om samme emne

Filmen Den sjette sans handler også om en dreng, der lider under at have evnen til at kunne se døde mennesker, mens en spændingsbog som Glasborgen af Anne-Marie Vedsø Olesen også benytter sig af overnaturlige elementer