Lektørudtalelse

Forfatter: Poul Flou Pedersen

Kort om bogen

Artikler, taler og et par noveller af forfatter Janne Teller, som behandler aktuelle emner, fx litteratur, "sammenhæng i usammenhængende tider", demokrati og pengemagt. For den samfundsinteresserede læser

Beskrivelse

Forfatter Janne Teller samler i denne bog 21 forskellige artikler og taler fra de sidste 10-15 år. Nogle af dem har været offentliggjort i andre sammenhænge, mens andre udkommer på dansk for første gang. Artiklerne er i bogen samlet under overskrifter som "Kunst", "Fremmedhed" og "Forsøget på at være menneske". Vi hører blandt andet om nogle af Tellers populære bøger som Alt, Kom og Intet, ligesom Teller deler sine egne læseoplevelser og sine overvejelser om læsningens kraft og styrke. Teller henviser også til erfaringer fra sit arbejde i FN-organisationer, når hun gør sig tanker om menneskers evner og praksis med at gøre ondt mod hinanden, selv om vi ved, at det er forkert

Vurdering

Janne Tellers egne erfaringer og oplevelser gør teksterne interessante og levende, fx når hun skriver om borgerkrigen i Mozambique. Hendes tekster om læsningens magi er også stærkt anbefalelsesværdige. Nogle af teksterne er oversat til dansk, men desværre fungerer ikke alle oversættelser sprogligt lige godt

Andre bøger om samme emne

Tilsvarende emner behandler Stig Dalager i sin essaysamling Nedtælling for humanismen