Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Kort om bogen

Hvis man holder af intelligente svenske spændingsromaner med mange lag, som kræver, at man holder tungen lige i munden, er denne, første del af en planlagt trilogi, oplagt læsning

Beskrivelse

En kendt højreekstremist bliver kørt ihjel midt om natten på en øde gade i Landskrona i 2001. Politiets efterforskning bliver stoppet efter ordre fra højeste sted, men den lokale journalist Erik Larsson får et vidne i tale. Pludselig går alt meget hurtigt, og vidnet, en fredsommelig illegal indvandrer, og hans lille familie bliver jaget vildt. Hvem kan dog have så meget på spil? Kapitlerne springer mellem 2001 og 2011, hvor den for længst glemte og neddyssede sag genopstår journalistisk trods politikeres, politiets og privatpersoners udtalte uvilje. Og igen eskalerer alt

Vurdering

Velskrevet og ambitiøs debut, som langt hen ad vejen holder læseren fast i et jerngreb. Efterhånden løsnes grebet dog, for handlingen bliver med sine mange storpolitiske og private interessenter så kompliceret, at de finere nuancer risikerer at gå hen over hovedet på en del læsere. Ikke desto mindre er der tale om begavet, velskrevet og spændende underholdning, så jeg vil utvivlsomt kaste mig over næste bind, når det kommer på dansk

Andre bøger om samme emne

Kan fx sammenlignes med svenske Alexander Söderberg eller Passageren af danske Steffen Jacobsen