Lektørudtalelse
Kort om bogen
Rigt illustreret populærhistorisk fagbog om oldtidens Egypten. Trods titlen handler bogen ikke kun om pyramiderne men også andre emner, såsom Rosettestenen, mumier og Kleopatras død. For lystlæsere og til opgaveskrivning i folkeskolens ældste klasser
Beskrivelse
I denne bog kan man blive klogere på de nyeste teorier om hvordan pyramiderne blev opført, det egyptiske riges opståen, Kleopatras død og andre egyptiske emner. Bogen er 5 bind i serien "Historiens største gåder" fra magasinet "Historie", i samme format som magasinet både fysisk og indholdsmæssigt, bare med stift bind og 125 sider. De berørte emner behandles med mange illustrationer og en afsluttende faktaboks. Bagerst er der et register og en kort kildefortegnelse
Vurdering
Velegnet både til lystlæseren som vil have "noget om det gamle Egypten" og opgaveskriveren, som skal lave en kort opgave om et af de pågældende emner. Man får ikke det kronologiske overblik, som andre fagbøger om Egypten giver, men får præsenteret den nyeste viden om udvalgte emner
Andre bøger om samme emne
Pyramidegåder & tempelmysterier fra 2007 omhandler samme emner, men har dog en såkaldt åndsvidenskabelig tilgang til emnet. Politikens bog om det gamle Egypten står stadig som hovedværket om oldtidens Egypten på bibliotekshylden