Lektørudtalelse

Forfatter: Stine Bille

Kort om bogen

Få et overblik over de vigtigste begivenheder i "Den kolde krig", som flere gange kunne have udløst en atomkrig mellem de to supermagter USA og Sovjet. For de 13-15-årige

Beskrivelse

"Den kolde krig" er den afsluttende del af Søren Hemmingsens krigs-trilogi, hvor der tidligere er kommet "1. verdenskrig" og "2. verdenskrig" i serien "Fagklub. Sort". Bogen starter med afslutningen på 2. verdenskrig og de spændinger der opstod mellem USA og Sovjet, bl.a. fordi de så vidt forskelligt på, hvordan verden skulle indrettes. Man kan læse om hvordan Tyskland blev delt i Vest- og Østtyskland. Om Berlin som også blev delt i to, med den berømte Berlinmur som delte den tidligere hovedstad. Herefter videre til Koreakrigen, oprøret i Ungarn og de to supermagters kapløb i rummet, hvor begge lande brugte mange midler på deres rumprogrammer. Den kolde krig sluttede med Berlinmurens fald i 1989. Bogen beskriver herefter forholdet mellem USA og Rusland i dag, og har en historisk tidslinje som afslutning. Brødteksten er sat i to spalter. Bogen har indholdsfortegnelse og bagest er der stikordsregister og litteraturhenvisning. På nettet kan der hentes opgaver til bogen til skolebrug

Vurdering

Veltilrettelagt fagbog med mange velvalgte fotos, som er med til at understøtte den faglige tekst

Andre bøger om samme emne

Er man historieinteresseret vil det være oplagt at læse de to foregående bøger i serien 2. verdenskrig og 1. verdenskrig eller Den kolde krig