Lektørudtalelse

Forfatter: Stine Grabas

Kort om bogen

Hvorfor spiser vi ikke hunde og katte og tænker vi egentlig over, hvordan dyrene i produktionsstaldene har det? Bogen stiller på en fin måde spørgsmål til vores tilgang til husdyr. For læsere af bøger som giver stof til eftertanke og refleksion

Beskrivelse

Antropolog Inger Anneberg ved Aarhus Universitet sætter spørgsmålstegn ved vores skelnen mellem husdyr og ved begrebet dyrevelfærd. Nogle bruger enorme mængder penge på dyrlægeregninger til deres katte eller hunde, mens de helst skal have den billigste kylling i køledisken. En kylling, som har levet under trange kår og lever med det ene formål at være slagtekylling. Anneberg tager os en tur rundt i staldene sammen med bondemændene og perspektiverer det til dyrene hjemme i stuen

Vurdering

På få sider kommer forfatteren omkring mange aspekter af begrebet husdyr, som er velfunderede og får læseren til at reflektere over, hvordan vi skelner mellem dyrene i status som kæledyr eller slagtedyr. Anneberg formår at holde en sober tone om et emne, der kan skille vandene. Undervejs er der mange gode pointer, som er værd at diskutere med andre

Andre bøger om samme emne

"Husdyr" er nr. 77 i rækken af serien "Tænkepauser", hvor Krig og Onani senest er udkommet. Vil man læse mere om dyrevelfærd i forhold til vores forbrug, kan man læse Bæredygtig kost